Gulvpleje

For at dit trægulv kan bevare sit smukke udseende og en fornuftig slidstyrke, er det vigtigt med regelmæssig vedligeholdelse.

Det er ikke lige meget hvilke produkter du benytter til pleje af dine trægulve. En vedligeholdelse af et trægulv kan foregå på en række forskellig måder, men skal altid tage afsæt i den gulvtype du har. Træ er et levende materiale, der bevæger sig afhængigt af ydre forhold, såsom varme, fugt, slitage og lys, der har stor indflydelse på trægulvene.

Det er dit valg af overfladebehandling der afgør, hvilken type af pleje dit gulv har brug for. Har du valgt et trægulv med lud- og oliebehandling kan småskader hurtigt og let repareres. Små hakker eller småridser kan ofte udbedres ved at duppe træet med sæbevand eller med en fugtig klud. Med et lakeret gulv er gulvoverfladen mere slidstærk, men gulvet skal til gengæld afslibes på ny ved skader, og ny lak skal påføres.

Ludbehandlede gulve skal vaskes med en tyktflydende gulvsæbe efter behov. Du kan også benytte en ludsæbe eller sæbelud, som er et specialudviklet færdigblandet gulvvaskemiddel.

Oliebehandlede trægulve skal vaskes med et specialudviklet rengøringsmiddel, som er beregnet til vask af oliebehandlede gulve. Denne type af sæbe kan anskaffes i de fleste byggemarkeder og supermarkeder.

Lakerede trægulve har en heldækkende og slidstærk overflade, som skal vaskes med et hvert neutralt rengøringsmiddel, der ikke fedter.

Med et velholdt gulv har du et gulv i mange år fremover.